Din orgasme kan gøre meget mere end blot at give dig et nydelsesfuldt øjeblik. At få orgasme har nemlig en positiv effekt på både mænds og kvinders humør samt helbred. Der er altså god grund til at huske orgasmen, hvad end du er single eller i et parforhold. Den kan nemlig være med til at øge din generelle livsglæde.
Vi ved alle, at det er sundt at motionere, træne, spise rigtigt og varieret og så videre. Men faktisk burde dét at få jævnlige orgasmer også være med på den liste. Det påvirker nemlig ikke bare dit generelle humør positivt, det kan også have helbredsmæssige fordele og for eksempel virke smertelindrende. Læs med her og bliv klogere på, hvordan du kan gøre livet endnu mere skønt og øge din livsglæde med orgasmer.
Indhold
Onani eller samleje? En orgasme er en orgasme
Du tænker måske, at der er større chance for, at én i et parforhold kan få de mange fordele ved en orgasme. Men det er faktisk lige meget, om du får orgasmen på egen hånd eller med hjælp fra en partner. Det er ligeledes underordnet, hvorvidt der er tale om en klitoris- eller skedeorgasme eller en orgasme, der kommer af stimulering af penis eller prostata.
Det eneste, der så at sige kan gøre en orgasme sundere, er kvaliteten af den. Hvis du er alene, kan du måske have en tendens til at opnå en orgasme ret effektivt – du ved præcis, hvordan du skal gøre, og bruger du sexlegetøj, kan du ofte få en orgasme på ingen tid. Men det kan faktisk være en god idé at bygge orgasmen op – ikke bare for nydelsens skyld, men også for dit humør og helbred. Jo større den seksuelle spænding er, jo større er orgasmen og dermed også frigivelsen af stoffet dopamin, der giver en lykkefølelse. Der er altså god grund til ikke bare at få en orgasme, men også at gøre det til en ekstra god og intens en af slagsen, hvis du skal øge din livsglæde med orgasmer.
Derfor kan orgasmen øge din livsglæde
At få orgasme er sundt og øger livsglæden, fordi dét, at være seksuelt aktiv med os selv eller en partner, er en del af det at være menneske. Det er generelt også et tegn på sundhed, fordi det at have sex eller at være seksuelt aktiv på anden vis kræver overskud. Og har du overskud, er det et tegn på trivsel. Dét, at opleve lysten til sex og udløsning, er ligeledes et sundhedstegn, der også holdes i live af, at du jævnligt opfylder lysten.
Al denne vellyst kan ledes tilbage til stoffet dopamin, der udskilles af hjernen, når du opnår klimaks. Det er et stof, der får os til at føle os glade og opstemte. Du udskiller også det såkaldte kærlighedshormon oxytocin. Det er det, der gør, at du føler dig tættere med din partner efter sex, og som generelt gør det nemmere for dig at knytte følelsesmæssige bånd. I det følgende vil vi komme ind på nogle af de sundhedsmæssige fordele, orgasmer giver dig, og som har en positiv effekt på din livsglæde og generelle livskvalitet.
Lev længere
Hvem vil ikke gerne leve længere? Med regelmæssige orgasmer tyder noget forskning faktisk på, at du kan mindske risikoen for tidlig død. Studiet, der blev lavet af forskere fra Wales University, blev lavet på mænd. Det viste, at hvis mænd fik orgasme minimum to gange om ugen, var der halvt så stor risiko for, at de døde tidligt i forhold til mænd, der kun fik orgasme én gang om ugen eller mindre.
Der er ikke lavet samme studie med kvinder, men det skal da ikke holde de kvindelige læsere fra at sørge for minimum to orgasmer om ugen – bare for at være på den sikre side.
Der er nemlig ikke lavet konkret forskning på området, men undersøgelser med kvinder peger i samme retning. Den amerikanske forsker S. Friedman fulgte op på et studie om 1500 pars sexliv påbegyndt i 1941 af psykologen Lewis Terman, hvor han 20 år senere opdagede, at kvinder, der jævnligt fik orgasme, levede længere end de kvinder, der beskrev deres sexliv som ikke tilfredsstillende.
Se yngre ud
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men hvad nu hvis du kunne droppe din anti-age creme til fordel for flere orgasmer? Et studie fra Royal Edinburgh Hospital i Skotland tyder på, at jo mere seksuelle aktive vi er, jo yngre ser vi også ud, når vi bliver ældre. Studiet blev udført af den britiske psykolog Dr. David Weeks, der over en periode på 10 år undersøgte en stor gruppe mænd og kvinder i alderen 40-50 år. Han fandt frem til, at de deltagere, der var op til 50% mere aktive end de andre deltagere, så yngre ud. Han fandt dog aldrig ud af grunden til dette. En teori lød på, at der under samleje bliver udskilt et væksthormon, der giver huden en større elasticitet og dermed bevarer et yngre udseende. Uanset hvad er det da kun endnu en god grund til at huske det dejlige og sunde klimaks.
Mindsk smerterne
Vidste du, at du faktisk kan mindske smerter gennem orgasmer? Det kan være gavnligt både ved menstruations- og ledsmerter eller andre kroniske smerter. Særligt kvinder oplever en øget smertetærskel under orgasme og umiddelbart efter. Derfor kan det også være en god idé at sørge for en ekstra god orgasme, hvis du har menstruationssmerter. En undersøgelse viser endda, at kvinders smertetærskel kan øges med op til imponerende 74% ved orgasme. Særligt hvis du har store gener på grund af smerter og ubehag, kan orgasmens smertelindrende virkning have en stor betydning for din generelle livsglæde. Her kan det være et forsøg værd – og det værste, der kan ske, er, at du får nogle dejlige orgasmer, du kan nyde.
Slap af og slip for stress
Du kender det sikkert godt. Du føler dig bare mere afslappet og rolig efter en orgasme. Derfor er det faktisk ekstra vigtigt at huske, når du er har travlt. Grunden til at orgasmen virker afslappende, er fordi hjernen frigiver forskellige stoffer, når du har sex eller onanerer. Et af disse er endorfiner. Det er et stof, der normalt bekæmper stress, og som udskilles naturligt ved orgasme. Det får dig altså til at slappe af og afhjælper stress. Selvom at sex og onani måske er noget af det, du vælger fra, når du er stresset, så kan det være en stor hjælp at gøre det modsatte. At sætte tid af til at få en orgasme kan gøre, at du nemmere kan overskue den travle hverdag og mindske din følelse af stress. Det vil herefter også gøre det nemmere for dig at få tid og overskud til endnu flere orgasmer og dermed et mere afslappet sind uden stress.
Fald nemmere i søvn
I og med at orgasmen får dig til at slappe af på grund af hjernens udskillelse af endorfiner, så oplever mange også, at det er nemmere at falde i søvn. Men det er ikke bare på grund af endorfinerne. Hjernen udskiller nemlig også det stof, der kaldes prolaktin. Det frigives i hjernen efter orgasme og gør dig så afslappet, at du nærmest føler dig døsig. Du har sikkert oplevet at falde i søvn efter sex eller blot kunne falde nemmere i søvn efter onani. Det er prolaktinens skyld. Har du problemer med at falde i søvn, kan det have en stor indvirkning på dit energiniveau og generelle humør. At få en orgasme hver aften, inden du skal sove, kan altså være en mulig hjælp til dine søvnproblemer.
Oplev et bedre humør
Hvem bliver ikke i bedre humør af orgasmer? De fleste føler en øget lykkefølelse, glæde og velbehag efter sex eller onani. Dette er på grund af den cocktail af hormoner og stoffer, der bliver frigivet i hjernen ved en orgasme. Særligt stoffet dopamin er skyld i følelsen af lykke.
Alle disse stoffer er med til at give de dejlige positive effekter, vi netop har gennemgået. Til sammen er de med til at give dig en større glæde, mere overskud og dermed en højnet livskvalitet. Uanset om du har problemer med at falde i søvn, ønsker at se lidt yngre ud, når du bliver ældre, eller vil slippe for stressen, så kan flere orgasmer være svaret.
Husk orgasmen hele livet
Uanset om du er ung eller gammel, er orgasmen en vigtig del af at øge din livsglæde. Ved at have et aktivt sexliv hele livet igennem holder du dig sund. Ikke nok med at orgasmen er blevet kædet sammen med en højere levealder og et generelt bedre helbred, så er det også altid en god idé at røre kroppen, hvad end det er med en rask gåtur eller en tur mellem lagnerne. Et godt fysisk velvære vil ligeledes føre et større overskud og bedre humør med sig. Der findes en masse måder, hvorpå du kan give dig selv eller din partner orgasmer, uanset om I er i 20’erne, 50’erne eller 70’erne. Øget livsglæde gennem seksuelt velvære har ingen aldersgrænse!